Et forenklet privat skifte, er en enklere proces for dødsbobehandling end ved et "almindeligt" privat skifte.
Der findes to typer af forenklet privat skifte i Dødsboskifteloven, således:
§ 34, hvor den længstlevende ægtefælle er eneste arving, eller
§ 33, hvor der er flere arvinger, men krav om
At ingen af arvingerne er repræsenteret ved værge eller skifteværge,
At afdøde ikke drev selvstændigt erhvervsdrivende, og
At der ikke er skattemæssigt afskrivningsberettigede aktiver i boet.
I et forenklet privat skifte, hvor den længstlevende ægtefælle er eneste arving, er det udover at være et krav, at den afdøde og længstlevende ægtefælle ikke var separeret på dødstidspunktet, ligeledes det er en betingelse, at længstlevende ægtefælle indtræder i den afdødes skattemæssige stilling. Det betyder, at den længstlevende ægtefælle bliver beskattet af egen indkomst i indkomståret og af afdødes indkomst fra dødsårets start og til dødsdagen.
Under et forenklet privat skifte, skal der kun indleveres én opgørelse over boets aktiver og passiver, hvor der i et ”almindeligt” privat skifte, afleveres både åbningsstatus – som er en opgørelse over boets aktiver og passiver pr. dødsdagen - og en boopgørelse – som er det endelige regnskab over dødsboets aktiver og passiver fra dødsdagen til boets afslutning.
I det forenklet private skifte skal der indleveres én opgørelse - åbningsstatus - til skifteretten. Åbningsstatus, som samtidig er den endelige boopgørelse i et forenklet privat skifte, skal indleveres senest 6 måneder efter dødsdagen.
I et forenklet privat skifte, er dødsdagen også boets skæringsdag, hvilket vil sige afslutningsdagen.
En supplerende betingelse for at et bo kan udleveres til forenklet privat skifte er, at boet er et afgiftsfritaget dødsbo.
Ægtefæller betaler ikke boafgift.
Hvis der således er andre arvinger end ægtefællen, må den andel der falder i arv til disse andre arvinger ikke overstige boafgift bundfradraget.
Bundfradraget reguleres årligt - i 2024 var bundfradraget DKK 333.100 - i 2025 er bundfradraget DKK 346.000. Det er dødsåret, der er afgørende for, hvilket års bundfradrag, der skal anvendes.
Derudover er det en betingelse for forenklet privat skifte, at arvingerne tilhører afdødes nærmeste familie, idet arvinger, der ikke tilhører afdødes nærmeste familie, skal svare tillægsboafgift.
Afdødes nærmeste familie udgør afdødes børn, børnebørn mv., forældre, børns ægtefæller, frasepareret/ fraskilt ægtefælle og samlever (hvis samlivsforholdet har bestået i min. 2 år forud for dødsfaldet).
Hvis der derfor er arvinger uden for kredsen af afdødes nærmeste familie, er boet ikke afgiftsfrit – og det kan derfor ikke behandles som et forenklet privat.
Retsafgiften ved et forenklet privat skifte er DKK 1.500.
Hos PrivatretsAdvokaterne har vi stor ekspertice indenfor arveret og dødsbobehandling.
Du er velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak om dine ønsker/behov på tlf. 45 23 00 20.
Udover den indledende telefoniske drøftelse, afregner vi som udgangspunkt efter anvendt tid med almindelig timesats.